Stor interesse for det digitale nabomøde
Mandag den 9. november slog SAB for første gang de virtuelle døre op til nabomøde om Det nye Sølund
Det skulle have været et fysisk møde med kaffe på kanden og mulighed for dialog og spørgsmål. Men med lange udsigter til at kunne samles i større forsamlinger blev nabomødet i stedet afholdt online på Microsoft Teams live events. Og den digitale fremgangsmåde syntes ikke at skræmme gæsterne væk. Mere end 100 naboer deltog og spurgte flittigt ind til projektet.
Travlhed i spørgerunden
Foran kameraet i KAB’s lokaler på Vester Voldgade sad tre oplægsholdere, der alle er en del af Det nye Sølund – Annette Birkov, kundechef for SAB, Vibeke Gravlund, seniorprojektleder hos KAB og Frank Hansen, rådgiver fra Rambøll. På programmet var visionen for Det nye Sølund, en gennemgang af tidsplanen og byggeriets etaper, samt information om blandt andet parkering, trafik og etablering af byggeplads.
”Vi modtager hver dag henvendelser fra naboer og andre interesserede, der spørger ind til byggeriet, muligheden for at få en bolig, praktiske detaljer, parkering og andre ting relateret til projektet. Den samme interesse oplevede vi på mødet mandag aften, hvor de mange deltagere sendte os næsten 100 spørgsmål,” fortæller Annette Birkov.
Rambøll-rådgiver Frank Hansen (tv.), SAB-kundechef Annette Birkov og seniorprojektleder Vibeke Gravlund fra KAB (th.) i spidsen for det digitale nabomøde.
Alle spørgsmål bliver besvaret
De mange spørgsmål kom vidt omkring projektet, men enkelte temaer skilte sig ud. Hvor skal bilerne holde, når byggeriet går i gang, hvor meget kommer det til at støje, og hvordan bliver fredede træer og flagermus sikret?
”Flere af spørgsmålene kunne vi svare på under mødet, mens andre kræver flere detaljer og teknisk afklaring. Vi er ved at udarbejde planerne for flere af de temaer, som mange naboer naturligt er optagede af, og vi er i tæt dialog med relevante fagpersoner og myndigheder om at få detaljerne på plads. Alle spørgsmålene fra mandagens møde bliver besvaret, og de spørgsmål, vi ikke nåede til mødet, besvarer vi skriftligt i den kommende tid,” siger Vibeke Gravlund.
Flere møder på vej
Nabomødet bliver efter planen fulgt op af endnu et nabomøde til december, ligesom der bliver afholdt separate møder vedrørende daginstitutionen og plejecenteret.
”Vi prioriterer dialogen højt og sætter stor pris på de mange henvendelser og spørgsmål. Derfor er vi glade for, at det lykkedes kommunikationsteamet i KAB at finde en god model for at holde virtuelle møder, når vi ikke kan mødes fysisk,” siger Vibeke Gravlund.
Mødet blev optaget og findes her på hjemmesiden. Den gode digitale afvikling lover godt for fremtiden, hvor virtuelle møder vil være nødvendige, så længe fysisk fremmøde ikke er en mulighed.
Se eller gense hele mødet, se alle de stillede spørgsmål og hent præsentationen her.
Topbillede: Illustration af Det nye Sølund