Ny entreprenør efter sommerferien
Lige nu giver interesserede entreprenører tilbud på at stå for opførelsen af Det nye Sølund. KAB regner med at finde den nye entreprenør i august
Som tidligere nævnt satte vi tilbage i maj projektet i udbud. Nu har de interesserede entreprenører mulighed for at stille spørgsmål, og juli måned kommer derfor til at gå med at svare på de mange spørgsmål, der allerede er stillet.
Tilbud i starten af august
I begyndelsen af august har vi fået alle tilbuddene ind, som vi gennemgår, efterhånden som de lander. Efter planen kan vi pege på den nye entreprenør senere i august, og herefter går vi i gang med det såkaldte udførelsesprojekt.Her skal KAB, SAB, rådgivere og den nye entreprenør gennemgå alle detaljer i projektet og blive enige om mængder, tidsplan m.m. for udførelsen.
Vi skruer op for informationen til efteråret
Når vi kommer længere ned i projektet i samarbejde med entreprenøren, får vi også flere detaljer på plads. Det betyder, at vi igen kan dele mere konkret information om byggeriet, og vi kommer derfor til at skrue op for informationen, bl.a. med et nyt nabomøde i stil med dem, vi har afholdt tidligere.
Nærmere information følger.
Byggepladsen de kommende uger
Der sker ikke det store på byggepladsen hen over sommeren. Vi har fortsat vagter på, og anlægsgartneren passer stadig træerne – vander, når det er tørt, og fjerner efeuen, når den breder sig for meget på træerne. Der er som hidtil ganske stille på byggepladsen, og billedet vil være det samme i den kommende tid.