Nyt fra byggepladsen: Det bliver en stille sommer
Håndværkerne på byggepladsen er effektive; arbejdet med at bygge betondækket til fundamentet forløber planmæssigt og nærmer sig målet.
Den næste milepæl i tidsplanen er montagen af elementer, som vil give øget aktivitet med transport til og fra byggepladsen samt travlhed inde på den anden side af hegnet. Arbejdet starter i september, og I vil høre mere om, hvad der kommer til at ske, senere - men i juli og august bliver der altså relativt stille på byggepladsen.
Arbejdstider på byggepladsen
Flere af jer har skrevet til os og bemærket, at arbejdet på byggepladsen nogle dage er begyndt kl. 06.00 og fortsat til 19.00 - tak for at gøre os opmærksomme på det.
Aftalen med entreprenøren og håndværkerne er den, at arbejdet foregår i hverdagene i tidsrummet 07.00 til 18.00. Håndværkerne må gerne gå ind på byggepladsen og gøre klar inden 07.00, men der må ikke være larmende arbejde. Vi tager tager en dialog med entreprenøren, hver gang vi får en henvendelse fra jer.