Nyt om spunsarbejdet
Spunsarbejdet kører nu på fjerde uge og følger indtil videre tidsplanen. Det betyder, at spunsen i uge 38 når til Ryesgade. Vi forventer fortsat at være færdige i midten af oktober.
Spunsen har til formål at holde på jorden og holde grundvandet ude. Den består af 1,4 meter brede og 13 meter lange jernplader, som vibreres ned i jorden. I forlængelse af spunsen etableres ca. 130 jordankre, som skal holde væggen på plads, når der udgraves til kælder. Dette arbejde tager ca. fem uger, men igangsættes inden, den indledende spuns er færdig. Ved begge disse processer kan der forekomme støj-og vibrationsgener.
Den 25. august satte vi spunsarbejdet i gang for alle interesserede med en kop morgenkaffe og mulighed for at stille spørgsmål. De første uger er forløbet stort set efter planen. Som tidligere nævnt bliver spunsen først og fremmest vibreret ned, da det er den mest skånsomme metode, men det har også været nødvendigt at banke spunsen ned enkelte steder. Arbejdet følger tidsplanen og når ifølge planen til Ryesgade først i uge 38.
Spunsarbejdet tæt på Sølund
Det er værd at nævne, at spunsen, der er lagt tæt på plejecenteret, har krævet ekstra opmærksomhed. Det fortæller Vibeke Gravlund, senior projektleder i KAB:
”Med bare tre meter mellem spuns og plejecenter, var vi bekymrede for, om vi kunne holde os inden for grænseværdierne for støj og vibration. Og hvis det ikke var muligt, hvordan skulle vi så skåne de ældre mest muligt?”
Derfor afholdt KAB i samarbejde med Tscherning, Per Aarsleff, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt personale på Sølund og i daginstitutionen en prøvespuns tre meter fra plejecentret den 26. august. Formålet var at teste, hvordan spunsen påvirkede beboerne inde og ude.
”Testen viste, at både støj og vibrationer var under grænseværdierne, og deltagerne i testen vurderede, at generne fra spunsen var begrænsede. Derfor vi besluttede vi i samråd med ledelsen på Sølund at udføre spunsen med det samme. Vi er nået langt, men det bliver også her nødvendigt at banke et stykke af spunsen ned. Det vil selvfølgelig ske efter aftale med plejecentret, så det generer beboere og medarbejdere mindst muligt,” siger Vibeke Gravlund.
Se de seneste målinger af støj og vibration
Som tidligere nævnt har vi opsat udstyr til måling af støj hos de nærmeste naboer: Læssøesgade 3, Ryesgade 17 og Plejecentret Sølund.
Dertil kommer mobile støjmålere, som følger spunsmaskinen for at måle støjen tæt på spunsarbejdet.
Udstyr til måling af vibrationer er opsat på Læssøesgade 3, Ryesgade 9, Ryesgade 17 og på Plejecentret Sølund, Bygning 4. Grænseværdien for vibrationer er max. 5,0 mm/s.
Alle målinger bliver offentliggjort hver uge på detnyesølund.dk. Du finder dem her